3 Division Herrer: 19 mål var nok til sejr nr. 5 på stribe.

HVI Himmelev – Rødovre

1 point i søndagens kamp mod Rødovre var alt hvad der skulle til, for definitivt at ende med behørig afstand til både nedrykningspladserne og til nedspils kval-pladsen her i tredjesidste spillerunde. Målet var derfor åbenlyst i en kamp hvor modstanderen kæmper for at undgå den direkte nedrykning, og med et forstærket Rødovre hold med gode resultater i bagagen fra deres sidste kampe, var der lagt op til en jævnbyrdig affære.

Vi kommer hurtigt bagud 0-2 og der er tydeligt i kampens indledning at gæsternes skæve 5-1 opdækning giver os lidt vanskeligheder. Vi finder dog hurtigt løsningsmodeller og er med allerede ved 3-3 og  5-5 efter 15 minutter. Vi bringer os første gang foran med 2 mål ved 8-6, en føring der holder frem til pausen hvor måltavlen viser 11-9 i vores favør.

En første halvleg hvor vi forsvarsmæssigt står rigtig godt, men angrebsmæssigt simpelthen lavede for mange fejl til for alvor at kunne trække fra gæsterne. Stører koncentration i alle faser af angrebsspillet var nøgleordene for de sidste 30 minutter.

Desværre formår vi langt fra at indfri kravet om bedre angrebsspil, nærmest tværtimod….vi har halvlegen igennem utrolig svært ved at score mål, dels fordi vi laver et hav af tekniske fejl, og dernæst fordi vores afslutninger i udtalt grad mangler kvalitet. Rødovre hænger derfor på,  og udligner til 17-17 med 8 minutter tilbage af kampen. Det skulle altså blive endnu en af de kampe med en tæt afslutning, hvor vi endda tillader os at brænde et straffekast med 30 sekunder tilbage. Men som vi har gjort det flere gange i de sidste 5 kampe, formår vi også i dag at holde hovederne kolde i slutfasen, lukke af i forsvaret og lave de nødvendige mål og med andre ord i alt enkelhed være bedst når det gælder. Vi kan derfor køre en marginal 19-18 sejr hjem, efter 60 minutter der blev unødvendigt spændende.

Vi må erkende at vores angrebsspil i dag nærmest var en katastrofe. Vi laver totalt 26 tekniske fejl…en kedelig sæson rekord.. og har i 2 halvleg en scoringsprocent på sølle 38. Med de to kendsgerninger alene burde det være umuligt at vinde en håndboldkamp, og at vi alligevel henter 2 point i dag siger i bund og grund vel en del om modstanderens niveau.

Til gengæld fortsætter vi, til undertegnedes store glæde, vores bund solide og meget kompakte defensiv som jo altså skal ramme top niveau hvis pointene skal i hus. Også i dag yder alle forsvarsspillere en super indsats, og med Rasmus i målet som igen i dag står en meget flot kamp. Vi holder for anden kamp i træk modstanderne nede på bare 18 scoringer, og så kan man vel argumentere for nødvendigheden af at lave mere end 19 mål….

Allerede på lørdag hjemme i Himmelev får vi muligheden for at rette op på effektiviteten i angrebsspillet, når Næstved kommer på besøg i sæsonen sidste hjemmekamp.

Kasper Johnbeck

 

Målscorer: Rasmus Jensen 5 (3), Alexander Glass 4, Kasper Johnbeck 4, Lasse Vestergaard 3, Kasper Gadbert 2, Jonas Olsen 1.

Rasmus Chrisander: Redninger 16 (1)  / Mål 18 (2) = Redningsprocent på 47