3 Division Herrer: 7 måls sejr skabt på 15 minutter.

HVI Himmelev – Rødby

Agendaen for lørdagens kamp mod Rødby talte flere punkter. For det første havde vi i den grad revanche til gode efter et forsmædeligt 11 måls nederlag i vores første indbyrdes opgør, dernæst havde vi for første gang i evigheder faktisk muligheden for at kravle en plads op i tabellen da både Rødby og os selv begge stod noteret for 14 point før dagens kamp, men vigtigst af alt kunne en sejr næsten med sikkerhed indfri målet om den endelige 9 plads der er ensbetydende med, at vi også i næste sæson kan præsentere divisions håndbold i Himmelev hallen.

Spillemæssigt ligger vi fornuftigt ud, som i tråd med de seneste kampe igen er med baggrund i en stærk defensiv, og efter 20 minutter er vi foran med 8-5. I halvlegens sidste 10 minutter falder vi et par gear spillemæssigt, men også den mentale indstilling der fra start ikke var i det røde felt, lander på et niveau hvor tingene i bedste fald bliver gjort halvhjertet. Det betyder at Rødby med simple midler spiller sig tilbage, og fra det der lignede en kamp der var afgjort til vores fordel i halvlegen, er det pludseligt udeholdet der kan gå til pause foran 9-10.

Vores indsats i de første 30 minutter var ikke acceptabel, og holdet trængte i den grad til at finde vinder mentaliteten frem. Pausen blev derfor mest brugt på at få banket noget vilje og gejst ind i holdet, hvor vi udelukkende på indstillingen var ved at smide 2 point over til et aldeles ordinært Rødby hold.

Det kniber lidt med at få gang i spillet de første 5 minutter af 2 halvleg hvor vi kommer bagud 10-12, men det var så også sidste gang gæsterne var i nærheden af point. Herfra bringer vi vilje og energi ind i det vi laver, arbejder hårdt og koncentreret i forsvaret, er effektive i vores kontrafase og udnyttelses graden af vores afslutninger rammer et fint niveau. Det betyder at vi rykker via 17-14 til 21-15 og har altså vundet perioden på 15 minutter med  11-3…utroligt hvad vilje og gejst kan gøre ved spillet.…De sidste 10 minutter af halvlegen bliver kørt hjem på cruise kontrol, og det ender med en komfortabel Himmelev sejr på 25-18.

På positivsiden fortsætter vi tendensen med et solidt forsvar og 2 målmandspræstationer på meget højt niveau, som i dag jo altså holder modstanderen nede på 18 scoringer.  Yderligere 2 point kan bogføres og en sejrsstime der nu tæller 4 kampe, vidner om at vi efter et langt tilløb er tilbage hvor vi skal være.

På søndag hjemme i Himmelev kommer et forstærket Rødovre hold på besøg, i en kamp hvor sejr definitivt vil sikre indfrielse af sæsonens målsætning.

Kasper Johnbeck

 

Målscorer: Johannes Otto 7, Lasse Vestergaard 5, Rasmus Jensen 4(1), Jonas Olsen 3, Philip Aagaard 3, Kasper Johnbeck 2, Alexander Glass 1.

Simon Guldager:  Redninger 7 / Mål 10 (1) = Redningsprocent på 41

Rasmus Chrisander: Redninger 10  / Mål 8 = Redningsprocent på 56