3 Division Herrer: Anden sejr på 3 dage giver ro på bagsmækken.

HVI Himmelev – Rødby

I tirsdags blev det til en sejr i Eskilstrup og allerede i går torsdag var vi igen i ilden, denne gang mod Rødby hjemme i Himmelev, hvor der var en hel del mere på spil end blot de sædvanlige 2 point.

Rødby indtager nemlig den yderst kedelige 10 plads i divisionen som betyder nedrykningsspil, og med et nederlag i aftens kamp ville vi kun være sølle 4 point foran holdet fra færge byen. Modsat kunne vi med en sejr definitivt ligge afstand med 10 point i difference, når man i ligningen tager højde for betydningen af at være bedst i indbyrdes kampe. Opgøret var altså intet mindre end en af de yderst sjældne 6 points kampe…

Hvor vi i tirsdags i udpræget grad manglede parathed, så det ud til spillerne i aftes havde forstået kampens store betydning, i hvert fald var vi langt mere klar fra start og vi laver et perfekt udlæg. I kraft af stor koncentration om opgaven, er vi i raketfart efter 5 min. foran med 4-0.

Rødby holdet begynder at komme i gang, men fire måls forspringet er intakt midt i halvlegen nu med 8-4. Selvom vi egentlig generelt holder et fint niveau halvlegen ud, hænger udeholdet på og det bliver mere bytte mål end at vi trækker helt afgørende fra. Et par dumme fejl i forsvaret giver Rødby nogle nemme mål, og vi får ikke det samme ud af vores kontrafase som i kampens indledning. Alligevel har vi øget forspringet marginalt da vi går til pause, da måltavlen viser 14-9 i vores favør.

Overordnet er jeg meget tilfreds med de første 30 min. og en 5 måls føring giver naturligt en god fornemmelse. Vi overholder for størstedelen vores aftaler, og spiller i langt højere tempo en for blot to dage siden. Derfor er det kun fin justeringer, og det at få tiltrængt luft i lungerne som pausen drejer sig om.

2 halvleg starter fint og vi holder udeholdet fra at komme ind i kampen, i hvert fald det første kvarter, hvor vi endda yderligere har lagt et mål til føringen som nu lyder på 19-13. Alt ser ud til at vi i med god styring på spillet skal kører en sikker sejr hjem.

Desværre kommer der så en periode hvor vi træffer mange forkerte beslutninger i angrebet, og står på hælene i forsvaret, ting der kommer ud af det blå og i løbet af bare 8 min. har vi næsten sat forspringet over styr. Rødby vinder perioden med 1-5 og med stillingen 20-18 betyder det at vi helt unødvendigt her i slutningen af kampen har åbnet en dør for gæsterne, og der er for første gang tvivl om hvor de to point skal havne. Heldigvis får vi igen styr på spillet, og med en snert af rutine forhindre vi at gæsterne kommer tættere på, og kampen ender med en befriende 23-20 sejr.

Spillemæssigt var der klar positiv fremgang, og bortset fra perioden på 8 min. i slutningen af 2 halvleg kan vi kun være tilfredse med indsatsen. Positive takter i defensiven hvor forsvaret langt det meste af tiden løser opgaven fint, og i kraft af to gode målmandspræstationer holder vi altså gæsterne på 20 mål, som oftest er lig med en sejr. Angrebsmæssigt hæfter jeg mig ved en rigtig god 1 halvleg, og at vi igen i dag laver uhyre få tekniske fejl.

Det er meget tilfredsstillende at vi med 4 sejre i de sidste 5 kampe og her efter blot 13 spillerunder, kan fjerne tankerne om nedrykning spøgelset, hvilket er en klar fremgang i forhold til sidste sæson. Vi kan fra nu af se opad i tabellen og koncentrere os om placeringskampe, hvor målet må være at forbedre sidste sæsons 6 plads. At vi indtager en 3 plads i divisionen inden de andre hold i weekenden færdigspiller 13 runde, er et ganske godt udgangspunkt for den mission.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Jonas Olsen 9, Alexander Glass 4 (1), Lasse Vestergaard 3, Rasmus Jensen 2, Tero Lepola 2, Tobias Kjær 2, Niclas Larsen 1.

Rasmus Chrisander:  Redninger 9 / Mål 9 = Redningsprocent på 50

Simon Guldager:  Redninger 7  / Mål 11 (1) = Redningsprocent på 39