3 Division Herrer: Fuldt fortjent nederlag i Næstved.

Næstved – HVI Himmelev

Oplægget til dagens kamp i Næstved drejede sig mest om os selv og at vi trods en perfekt start på sæsonen skulle fortsætte ad den vej vi har lagt, og på ingen måde tage sejre for givet. Det lod til spillerne havde forstået alvoren, da vi for første gang i denne sæson virkelig var klar fra start. Vi kommer således foran 2-4, og efter et kvarter med 5-7.

Herefter begynder det kun at gå én vej, ned ad bakke. Vi lader os stresse af Næstveds offensive forsvar som ellers burde være noget vi med hurtige folk og gode angrebsåbninger virkelig skulle have styr på. Men tværtimod lader låser vi os selv gang på gang i situationer, hvor vi bliver presset til at træffe dårlige beslutninger, som  resultere i en masse Næstved scoringer på kontra. Når vi kommer på plads i forsvaret savnes der i den grad aggressivitet og parathed til at få stoppet hjemmeholdets angrebsspil der bygger på rene enkeltmands præstationer, som ellers bure være til at bremse. Næstved henter os ved 9-9 og trækker markant fra de sidste 7 minutter af halvlegen, som betyder at hjemmeholdet kan gå til pause med en føring på hele 14-10.

Undertegnede er bestemt ikke tilfreds i halvlegen, én ting er vi er bagud med 4 mål som jo naturligt ikke er et godt udgangspunkt for at tage point med fra kampen, men utilfredsheden bunder mest i at det udelukkende er vores egne fejl og mangel på parathed i halvlegens sidste 15 minutter der er skyld i situationen. Vi taler om løsninger på Næstveds forsvar, og så skulle vores egen defensive indsats hæves betragteligt for at vende udviklingen.

Det første kvarter i 2 halvleg fortsætter tendensen desværre fra første. Næstved kommer med enkle midler til deres scoringer, og vi er langsomme i både tanke og handling i begge ender af banen. Næstved trækker stille og roligt fra og efter små 15 minutter er de foran med kampafgørende 23-16. Vi er presset til at bruge utraditionelle midler, og går frem i et meget offensivt mand/mand forsvar. Det stresser åbenbart hjemmeholdet der nu begynder at lave fejl, som nu giver os mulighed for kontra. Vi henter hurtigt ind på Næstveds store føring, og med små 8 minutter tilbage af kampen er vi pludselig kun bagud 24-22 og altså realistisk i nærheden af noget der kunne blive til point. Vi har mere drive over vores spil, og troen på at vi kan vende det der lignede et stensikkert og stort nederlag for bare 10 minutter siden, er absolut til stede.

Desværre er vi ikke kølige nok i et par afgørende situationer, og med nogle brændte 100% chancer i de sidste minutter bliver det kun lige ved og næsten med et comeback af dimensioner. Næstved vinder kampen med 28-27, og kan forståeligt juble over en nok uventet sejr som dog var fuldt fortjent, og set over de 60 minutter ville det grænse til tyveri hvis vi havde fået point med fra kampen.

Vi må blankt erkende at vi i dagens kamp spiller langt under niveau, og meget langt fra det vi har vist i sæsonens første 3 kampe. At vores bundniveau er så lavt som vi viser i de midterste 30 minutter er selvfølgelig meget bekymrende, og understreger at hvis vi ikke er 100% klar på alle områder kan vi tabe til alle hold i divisionen. Når vores forsvar ikke er på absolut højeste niveau, når vores målmænd står med en redningsprocent på 26 og når vi som i dag er meget dårlige i vores returløb, ja så kan man ikke forvente at vinde kampe i 3 division.

På positivsiden skal dog noteres det fine comeback vi laver de sidste 15 minutter, og selvom det ikke giver point viser det en stor portion vilje, og understreger at vi aldrig giver op. Vi vinder trods alt 2 halvleg og 27 scoringer er absolut også godkendt, selvom det antal mål altid burde være lig med 2 point. Nu er det jo ikke verdens undergang at vi spiller en dårlig kamp, men det afgørende er at vi lære af det og at vi i næste weekend på endnu en svær udebane i Dalby, viser at vi igen er tilbage på sporet.

Kasper Johnbeck

 

Målscorer: Phillip Aagaard 7(1), Jonas Olsen 5, Johannes Otto 5, Tobias Kjær 3, Alexander Glass 3(1), Kenneth Johansen 1, Lasse Vestergaard 1, Joachim Kjeldsen 1, Rasmus Jensen 1(1)

 

Stefan Andersen: Redninger 4 / Mål 7 = Redningsprocent på 36

Simon Guldager: Redninger 6 (1) / Mål 21 (1) = Redningsprocent på 22