3 Division Herrer: Marginalerne manglede i Dalby

Dalby – HVI Himmelev

Vi plejer at spille tætte og intense kampe mod Dalby, men desværre har vi måtte trække det korteste strå i de sidste 3 indbyrdes opgør over de sidste to sæsoner. Det var derfor på høje tid vi brød den onde cirkel, og den mulighed var der i dagens kamp i Dalby hallen.

Holdene følges ad det meste af første halvleg hvor 1 måls føringerne skifter, og på trods af en undertals periode vi taber 3-0, står der efter 23 min. 9-9 på måltavlen.

Vi har det som så ofte før svært mod det fysiske og flade Dalby forsvar, og angrebsmæssigt er vores farligste våben kontrafasen hvor vi også får sat hjemmeholdet under fornuftigt pres i det meste af halvlegen. Det er dog Dalby der slutter de første 30 min. bedst af, og i kraft af for mange brændte chancer og et forsvar der falder en smule i niveau i halvlegens slutning, går vi til pause bagud med 14-12.

Halvlegs stillingen er dog fremgang i forhold til tidligere kampe mod landsbyholdet, og vi er absolut godt inde i kampen. Det er små ting vi skal blive lidt mere skarpe på de sidste 30 min. for at få overtaget, og optimismen spirer.

Desværre er vi ikke gået et gear op, men mere et hak ned fra og får en skidt start på anden halvleg hvor vi hurtigt kommer bagud 18-14 og efter 15 min. ligner det en afgørelse med en 22-16 føring til Dalby. Vi har stadig svært ved at komme til afslutninger, og da Dalby scorer på alt for mange af deres angreb, får vi altså heller ikke løbet de kontra mål ind som er afgørende for at holde trit. Meget bedre ser det ikke ud med blot 7 min. tilbage af kampen og vi er bagud med 5 mål. Men så får vi endelig momentum. Vi har nogle redninger i målet og både i kontra men også stationært angreb er vi hurtigere og bedre skydende. Fra at have været bagud med 26-21 kommer vi på bare 5 min. tilbage i kampen og reducere til 27-26 med bare to minutter tilbage af opgøret. Desværre kommer vi aldrig tættere på end det. Dalby udnytter at vi laver et par forsvarsfejl, og den sidste skarphed mangler i de helt afgørende afslutninger. Dalby kan endnu engang trække sig tilbage som sejr herrer, med cifrene 29-27 efter en spændende afslutning.

Jeg syntes vi meget langt hen ad vejen kan være rigtig godt tilfredse med indsatsen i dag, og med lidt flere marginaler på vores side, og lidt mere skarphed i kampen afslutning, havde vi stået med point på kontoen. Nu blev det til 0 af slagsen, men stadig en rigtig god optakt til på torsdag hvor vi får besøg af SUS/Nyborg hjemme i Himmelev.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Rune Jacobi 9 (2), Alexander Glass 8 (1), Rasmus Jensen 4, Jonas Olsen 4, Lasse Vestergaard 1, Tobias Kjær 1.

Rasmus Chrisander: Redninger 12 / Mål 24 (3) = Redningsprocent på 33

Simon Guldager: Redninger 0 / Mål 5 = Redningsprocent på 0