3 Division Herrer: Pligtsejr mod Rørby-Værslev

Himmelev – Rørby/Værslev

Lørdagens opgør stod mod oprykkerne fra Rørby, som er kommet fint i gang med sæsonen og inden kampen kun var 4 point efter os i tabellen. Rørby er måske ikke det hold i rækken der er i den bedste fysiske form, men ubetinget et af de hold der har den største rutine.  Vi var efter 3 udekampe i træk tilbage i Himmelev hallen, og hvis vi skal hænge på i top striden var kravet til en hjemmekamp mod Rørby ubetinget en sejr. Med vores ydmyge tilgang til sæsonen, var det vigtigste dog at vi ligesom i sidste weekend mod Tune kunne slå et hul på 6 point til dagens modstander.

Helt imod planen, var det dog gæsterne der tog teten i kampens begyndelse. Ja, faktisk så det ikke specielt lyst ud efter små 20 min. hvor et kig på måltavlen viste at Rørby var foran 4-7. En 20 min. periode hvor de fik for mange frie skud, og hvor vi samtidig ikke formåede at ligge et fornuftigt pres på deres forsvar, og generelt manglede vores aktioner i begge ender af banen i den grad kvalitet. Om det var tankerne om aftens julefrokost, og hvad der dertil hører, der lige skulle skubbes i baggrunden skal værre usagt, men i hvert fald fandt vi koncentrationen og disciplinen frem de sidste godt 10 min af halvlegen, og via solidt forsvarsspil og en del kontrascoringer vendte vi  4-7 til en acceptabel pause føring på 11-8.

2 halvleg blev aldrig rigtig spændende. Uden at spille prangende holder vi føringen gennem hele halvlegen, og strammer grebet i perioder hvor der er brug for det. Vi straffer effektivt Rørbys fejl, og selvom vi set over hele kampen ikke holder et fantastisk højt niveau, ender pligt sejren med at blive på 23-18.

Som nævnt i kamp referatet fra sidste weekend, var den vigtigste opgave i dag at få stabiliseret forsvaret efter 2 kampe hvor vi har lukket uhørt mange mål ind, og at finde tilbage til vores oprindelige niveau i defensiven. Jeg må konstatere at missionen lykkedes, og når vi holder modstanderne på 18 scoringer er vejen til sejr noget nemmere.

Næste Lørdag ligger vi hal gulv til lokalopgøret mod Roskilde, og selvom dagens indsats var godkendt, skal der uden tvivl en hel del mere til for at den kamp skal få et tilsvarende lykkeligt udfald.

For øvrigt var julefrokosten særdeles vellykket, og det faktum at vi i endnu en uge ligger på divisionens 1 plads, lagde bestemt ikke en dæmper på festhumøret.

Kasper Johnbeck

 

Målscorer: Morten Jensen 5, Lasse Vestergaard 4, Kasper Gadbert 4, Alexander Glass 3, Rasmus Jensen 3, Jonas Olsen 3, Simon Engfred 1.

 

Rasmus Chrisander:  Redninger 5 (1) / Mål 8 (1) = Redningsprocent på 38

Simon Guldager: Redninger 10 (2) / Mål 10 (2) = Redningsprocent på 50