3 Division Herrer: Sejr i nabokrigen sætter flot punktum for sæsonen.

HVI Himmelev – Roskilde

Dagens modstander fra Roskilde ville med en sejr stadig kunne tage den direkte oprykning, mens vi selv havde placeringskampe at spille om. Vi har de sidste sæsoner vundet over Roskilde i Himmelev hallen, og der var ingen grund til at den tradition skulle ændres i dag. Faktum er dog, at uanset hvordan de to hold til enhver tid er placeret i tabellen, er der i disse lokalopgør mere end bare to point på spil. Der var derfor som sædvanligt lagt op til en kamp med masser af intensitet og nerve, og mange tilskuere i hallen.

Begge hold starter lidt nervøst, men efter en lige indledning til 2-2 får vi for alvor fat i forsvaret. Vi kæmper om hver bold, er forudseende i vores aktioner og den lettere offensive forsvars formation giver gæsterne tydelige problemer. Vi har skabt lidt luft midtvejs i halvlegen ved 6-3, og de næste 8 minutter sætter vi yderligere trumf på i defensiven og holder Roskilde nede på blot én scoring i perioden. Desværre mangler vi den afgørende skarphed i angrebet til for alvor at kunne lukke kampen tidligt, men vi øger dog afstanden til 9-4. En fem måls føring der holder hele vejen til pause, da hal uret efter de første 30 minutter viser 12-7 i vores favør.

En nærmest perfekt halvleg, hvor vi som eneste minus ikke har fået nok ud af vores kontrafase, med tanke på at vi har spillet helt igennem fantastisk i vores forsvar. De første 15 minutter af anden halvleg bliver meget afgørende, og det er vigtigt at vi holder det høje niveau i forsvaret fra start, og ikke lukker Roskilde ind i kampen med nogle hurtige scoringer.

Som sagt så gjort, og det er et velspillende Himmelev mandskab der også tager teeten fra anden halvlegs start. Efter 38 minutter har vi øget føringen til 7 mål ved 16-9 og midtvejs i halvlegen sidder vi fortsat solidt på kampen med 19-12 på måltavlen. Så bliver vi med 15 sekunders mellemrum ramt af to udvisninger, og det er udeholdets største mulighed for at komme tilbage i opgøret. Vi spiller dog den dobbelte undertalsperiode med stor fornuft i begge ender af banen, og kommer ud på den anden side med skindet på næsen og 0-1.

Roskilde kommer dog langsomt tættere på, mest i kraft af at vi angrebsmæssigt begynder at spille for sidelæns, og et retur løb som ikke helt har nok speed. Da der restere 8 minutter er vores forspring skrumpet til 21-17, som dog er stort set samme difference som efter de første 30 minutter. I resten af kampen bliver der sat turbo på scoringerne, og selvom Roskilde reducere i sidste sekund er sejren er aldrig i nærheden af at komme i fare, og overraskelsen bliver fuldbyrdet med en 25-23 sejr.

Kæmpe ros til alle mine spillere i dag for at yde en fremragende indsats, hvor specielt forsvaret har den største andel i sejren. At vi holder Roskilde nede på blot 7 scoringer i første halvleg og 12 af slagsen efter 45 minutter, er ganske imponerende og gør vejen til sejr en hel del nemmere.

På trods af vi med sejren fratog Roskilde den sidste mulighed for direkte oprykning, vil vi gerne ønske vores naboer tillykke med en flot sæson, og held og lykke i kval-spillet til 2 div.

For vores eget vedkommende, var de to pint i dagens lokalopgør en perfekt afslutning på sæsonen. En kamp der viser at vi på gode dage med hårdt arbejde i forsvaret, fornuftigt angrebsspil og stor vilje, kan være med i den øverste del af rækken.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Philip Aagaard 7, Rune Jacobi 6, Jonas Olsen 4 (1), Rune Preisler 3, Rasmus Jensen 2 (1), Emil Svoldgaard 2, Niclas Larsen 1.

Rasmus Chrisander:  Redninger 5 / Mål 15 (1) = Redningsprocent på 25

Frederik Saabye:  Redninger 4  / Mål 8 (1) = Redningsprocent på 33