3 Division Herrer: Sejr i sidste sekund mod Dalby

Himmelev – Dalby

Dagens modstander fra Dalby kom ubesejret til Himmelev hallen, med to friske sejre over de formodede tophold fra Korsør og Greve. Vi selv er jo også kommet ganske udmærket i gang med turneringen, og der var umiddelbart lagt op til et spændende og intenst opgør.

Dalby vil ligesom os selv gerne spille tempofyldt angrebsspil og løbe med sine modstandere, og begge hold indleder kampen med fart i fødderne. For første gang i sæsonen starter vi dog ikke med at lukke helt af i forsvaret, hvilket gør at stillingen efter 15 min. er 6-6. Et par små rettelser og en stører koncentration, blandet med en Rasmus Chrisander i målet på højt niveau, betyder at vi helt uhørt holder Dalby fra at score de sidste 15 min. af halvlegen…..Angrebsmæssigt brænder vi igen i dag for mange oplagte chancer, og samtidig laver vi væsentlig flere tekniske fejl end vi plejer. Derfor har vi ikke lukket kampen i halvleg, men kan dog gå til pause med en hæderlig 10-6 føring.

2 halvleg starter jævnbyrdigt, og frem til 15 min. bytter vi mål så vi stadig er foran med 4 scoringer ved 16-12. vi har altså lukket ligeså mange mål ind i de første 15 min. som vi gjorde i hele 1 halvleg…..Herfra får vi problemer med at komme til frie scoringsmuligheder, og da vi samtidig bliver ramt af nogle udvisninger, begynder Dalby at hente vores føring. Vi stresser for meget i vores angrebsspil, niveauet i forsvaret er langt fra den beton-mur vi havde banket op i 1 halvleg, og få minutter før slutfløjtet får Dalby for første gang siden 6-6 udlignet. Stemningen er på kogepunktet, og kampen ligeså spændende som der på forhånd var lagt op til at den ville blive.

”Bedst når det gælder” er vel meget rammende om kampens sidste minut. På trods af at vi det sidste kvarter har spillet under niveau i begge banens ender, har været stresset og ikke er kommet til ordentlige chancer spiller vi med stor tålmodighed og fornuft i vores sidste angreb. Med 8 sek. tilbage af kampen spiller vi Dalby tyndt i vores højre side, og Rasmus Jensen sætter iskoldt scoringen ind til 20-19. Dalby kommer hurtigt til midten, og med 2 sekunder tilbage stiger deres stjernespiller op fra 15 meter i et sidste forsøg på at skaffe sit hold point . Morten Jensen sætter en hård tackling ind i brystet på Dalby spilleren, og får tildelt et rødt kort som i denne afsluttende fase af kampen ikke kan diskuteres, men som nok blot ville værre blevet takseret til én 2 min. udvisning hvis det havde været tidligere i kampen. Det efterfølgende frikast tager vores parader, og vi kan med adrenalinen pumpende i blodet notere en smal 20-19 sejr i bogen.

Spændingen i vores kampe er sikkert meget publikumsvenlig, men det er frustrerende at vi nu i 3 ud af 4 kampe ikke har afgjort tingene i 1 halvleg. Når vi holder vores modstandere på 6-7 mål i 30 min. bør og skal vi have en så solid halvlegsføring at al spænding på det tidspunkt er taget ud af kampen. Når det er sagt, hæfter jeg mig ved en fantastisk 1 halvleg hvor specielt forvar og målmænd leverede en nærmest perfekt indsats, og så en meget rutineret afslutning på kampen.

Jeg må indrømme at jeg er utrolig stolt af holdet, der nu over en periode på 5 kampe (inkl. sejren over et Svensk 2 div. hold weekenden før sæsonstart) har holdt et stabilt højt niveau.

Vi skal nu på road-trip hvor pointene i de næste 3 kampe skal hentes i fremmede hal, og denne periode vil vise om vi har det der skal til for at hænge på i toppen af rækken.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Rasmus Jensen 9 (3), Jonas Olsen 4, Morten Jensen 3, Lasse Vestergaard 3, Kasper Gadbert 1.

Rasmus Chrisander:  Redninger 16 / Mål 15(2) = Redningsprocent på 52

Alexander Mejdahl: Redninger 4 / Mål 4 = Redningsprocent på 50