3 Division Herrer: Skidt indsats og fortjent stort nederlag i Næstved.

Næstved – HVI Himmelev

Søndagens kamp i Næstved var en såkaldt gratis en af slagsen, forstået på den måde at vi ikke kunne forvente at tage point i en udekamp mod divisionens bedste mandskab. Modsat havde jeg ingen intentioner om at vi ikke skulle spille vores chance, og efter den seneste periode med godt spil og ikke mindst et forsvar der endelig er ved at komme i omdrejninger, kom vi til dagens kamp med en god portion selvtillid i bagagen. Klart var det dog, at vi skulle udvise 110% vilje og at alle skulle ramme top niveau, hvis der skulle point med hjemover.

Vi følger med i 8 minutter til 3-3, og herfra begynder det at gå én vej, nemlig hjemmeholdets. Via 7-5 efter det første kvarter bliver det 13-8, og vi er bagud med 5 da vi går mod omklædningsrummet i pausen og måltavlen viser 15-10.

En halvleg hvor ikke meget har fungeret. Forsvarsmæssigt er vi slet ikke oppe i gear, i hverken tanke eller handling til at kunne stoppe hjemmeholdets fodrappe og godt skydende spillere, og gang på gang bliver vi simpelt overspillet. Angrebsmæssigt bliver det alt for individuelt, og da vi ikke spiller hinanden gode er der for mange pressede afslutninger af for dårlig kvalitet, og det er en nem sag for Næstveds glimrende keeper at tage godt fra i målet.

Anden halvleg kommer desværre i for høj grad til at ligne den første. Næstved er ganske enkelt bedre over hele banen, og midtvejs i halvlegen når de 10 måls føringen ved 25-15. Herfra går gassen ud af kampen, og uden nogle former for dramatik, kan hjemmeholdet glæde sig over en 32-21 sejr mens vi med bøjede hoveder går mod omklædningsrummet.

Med et 8 måls nederlag i den første kamp og med 11 måls forskellen i dag, må vi blankt erkende at der er et godt stykke vej til at kunne true Næstved holdet. Når det er sagt kan vi ikke på nogen måde være vores indsats bekendt i dagens opgør. Vi manglede i udtalt grad vilje til at kæmpe og slås for tingene, og langt hen ad vejen hang vi ikke sammen som et hold i nogle ender af banen. Vores procenter taler sit tydelige sprog, hvor en scoringsprocent på 38 og en redningsprocent på 18 ligger langt under hvad vi må forvente på selv en dårlig dag.

Undskyldninger for det spillemæssige, med at vi efter 35 minutter har fire folk der sidder med skader og vi ikke kan skifte ud, eller at dem vi så er tvunget til at spille med er folk der ikke har trænet eller stået ret meget ved siden af hinanden, kan jeg måske godtage. Men der er ingen undskyldning for at vores indstilling til at fighte og gøre tingene rigtigt, slet ikke var tilstede i dagens kamp.

På søndag tager vi imod Lammefjorden hjemme i Himmelev, og der forventer jeg en trods reaktion og at vi i alle henseender hæver niveauet betragteligt og tager en sejr.!!

Kasper Johnbeck

Målscorer: Rune Preisler 6 (1), Rune Jacobi 4 (1), Lasse Vestergaard 3, Emil Svoldgaard 3, Jonas Olsen 2, Philip Aagaard 2, Rasmus Jensen 1.

Rasmus Chrisander:  Redninger 2 / Mål 15 (3) = Redningsprocent på 12

Frederik Saabye:  Redninger 5  / Mål 17 (2) = Redningsprocent på 23