3 Division Herrer: Stærk defensiv slår Dianalund og sikre fjerde sejr på stribe.

HVI Himmelev – Dianalund

Lørdag havde vi besøg af Dianalund, en kamp hvor vi skulle fortsætte vores gode stime og hvor en sejr ville betyde fastholdelse af den delte tredje plads i divisionen. Det omvendte opgør vandt vi sikkert i Holberg hallen, men gæsterne er siden den kamp tilbage i oktober blevet ikke uvæsentligt forstærket, og der var derfor lagt op til en tæt kamp.

De første 15 min. har begge hold meget svært ved at få scoret, og vi er foran med beskedne 4-3. Jeg har i en længere periode efterlyst at vi investere meget mere i vores defensiv, da de point tab vi har haft netop har skyldtes denne del af spillet. Derfor var det glædeligt at vi allerede fra kampens start dækker væsentlig bedre op en længe set. Vi er offensive og får tacklet godt af på gæsternes skytter, og vores parader ligger fint når afslutningerne kommer fra distancen. Det gør livet væsentligt lettere for vores keepere, hvor Saabye i målet ligger fint ud. Altså meget positivt i den ende af banen, og lidt omvendt er det i det fremadrettet spil vi ikke slår til. Vi laver ganske enkelt alt for mange tekniske fejl  i vores kontrafase til vi får trukket fra Dianalund, til trods for vores gode defensiv. Halvlegens sidste kvarter højne vi niveauet angrebsmæssigt, og via 8-6 ligger vi yderligere afstand til en 4 måls pauseføring der lyder på 12-8

Generelt en meget fin første halvleg, og de sidste 30 min. skal vi blot have stører koncentration fremad banen, og så ellers fortsætte det høje niveau i defensiven.

Om end vi ikke trækker hurtigt fra gæsterne, øger vi dog sikkert føringen til 6 mål ved 20-14 da vi er midtvejs i halvlegen. Stadig med et godt forsvar som basis, nogle fornuftige angrebsaftaler og kloge afslutninger på Dianalund keeperen. Spænding kommer der derfor aldrig i kampen, for med god rutine holder vi gæsterne på sikker afstand kampen ud, og med en 25-20 sejr kan notere den fjerde sejr på stribe og fortsat deltagelse i den sjovere ende af divisionen.

Eneste minus overordnet set var antallet af tekniske fejl i første halvleg, og som er grunden til vi ikke går til pause med en 8-10 måls føring. Men jeg hæfter mig som sagt ved at vi spiller en super god forsvarskamp, og jeg håber det er en rettesnor forud for sæsonens sidste 4 kampe, for så bliver dagens sejr ikke den sidste i sæsonen. Positivt var det også at vi med ro, rutine og stor taktisk forståelse piller pynten af et ellers godt udehold, der spiller for spiller hører til i den bedste halvdel af rækken. Stor ros til mine spillere for en flot indsats på mange parametre i dagens kamp.

Den kommende uge byder på to gratis kampe, da vi torsdag kl.19.00 hjemme i Himmelev tager imod Håndbold Ligaholdet fra Nordsjælland i 5 runde af landspokalturneringen, og søndag gælder det førerholdet fra vores egen række, når vi drager en tur til Næstved.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Rune Jacobi 9 (1), Jonas Olsen 8 (2), Niclas Larsen 2, Rasmus Jensen 2 (1), Lasse Vestergaard 2, Emil Svoldgaard 1, Alexander Glass 1.

Rasmus Chrisander:  Redninger 4 / Mål 6 = Redningsprocent på 40

Frederik Saabye:  Redninger 14 (1)  / Mål 14 (1) = Redningsprocent på 50