3 Division Herrer: Status på sæsonen 2014/2015

22 kampe og en rejse fra himmel til helvede tur/retur.

Som overskriften antyder var sæsonen 2014/2015 en noget underlig en af slagsen, og jeg vil i dette indlæg som officiel afrunding på sæsonen opsummere året med mine betragtninger.

Med en næsten intakt spillertrup, som på positiv siden for andet år i træk talte to tilgange til førsteholds truppen og med sidste års flotte 2 plads siddende frisk i hukommelsen, var optimismen forud for denne sæson i top og velbegrundet. Vi holdt dog lidt konservativt fast i en målsætning om en 8 plads, som så gerne skulle opjusteres ved juletid, noget der skulle vise sig på ingen måde at blive aktuelt.

Jeg var langt fra tilfreds med opstartsfasen, hvor min bekymring steg i takt med for mange afbud og for lav intensitet til træning, tillige krydret med dårlige resultater i træningskampene. En voksende fornemmelse af en lidt for stor tilfredsheds følelse i spillertruppen, hvor en tro på at tingene ville gå nemt efter sidste års succes sæson, var en mulig årsag til den dårlige opstartsperiode.

Mine bange anelser blev dog hurtigt gjort til skamme da vi tager hul på turneringen. Vi får en drømmestart hvor vi i sæsonens første kamp slår lokalrivalerne fra Roskilde, og da de efterfølgende kampe også bliver vundet, endda i overlegen stil , har vi med maksimum point efter 3 kampe meldt os ind som et hold man også i denne sæson skal regne med i toppen af divisionen. I alle 3 kampe har vi vist solidt spil på grænsen til det sprudlende, hvor alt nærmest har fungeret optimalt.

Den gode stime varede dog ikke ved, og i 4 kamp mod Næstved lider vi sæsonens første nederlag. En tabt kamp med 1 mål på udebane giver nu ikke anledning til panderynker, men den efterfølgende kamp mod Dalby hvor vi inkassere et 12 måls nederlag viser at vores bund niveau er skræmmende lavt, og at vi i den grad står overfor nogle gevaldige udfordringer. Efter en pligtsejr over de senere nedrykkere fra Nakskov på hjemmebane, starter det der skal vise sig at blive en rutsjetur af gigantiske dimensioner.

De sidste 5 kampe i 2014 bliver alle tabt, og i de fleste er vi ikke i nærheden af point. Faktisk er det paradoksalt nok kun i kampene mod de senere oprykkere fra TIK Taastrup og den anden oprykningskandidat fra Holbæk, at vi følger med i alle 60 minutter. Det absolutte lavpunkt kom i årets sidste kamp, hvor vi efter en pinlig indsats taber klart til bundholdet fra Rødovre. I takt med nederlagene står i kø, rutsjede vi naturligt ned gennem tabellen, og ikke nok med at vi for længst havde måtte vinke farvel til top placeringerne, så befandt vi os pludselig på en 9 plads i overhængende fare for at blive en del af nedrykningspladserne. En julepause var i den grad tiltrængt.

Da kalenderen blev udskiftet med 2015 var der ikke mærkbar fremgang at spore, og den dårlige spiral fortsatte ufortrødent da de første 4 kampe i det nye år også alle ender uden point. Med 9 nederlag i streg ville man nok en række eller to højere have hørt en mumlen om trænerfyring fra bestyrelses lokalet, og da ansvaret for holdets dårlige præstationer altid hviler på mig som cheftræner, vil det i sådanne situationer være et spørgsmål om at spillernes tillid til cheftræneres faglige kompetencer er intakte, og en fælles tro på at det vi arbejder med er holdbart. Opbakningen havde heldigvis ikke lidt samme knæk som vores point høst.

Med næsten 3 måneder uden et eneste point, og i de mange timer jeg har brugt på at tænke over løsninger for at vende nederlag til sejr, kunne tanken om at lave radikale ændringer have været oplagt. Jeg har dog på intet tidspunkt betvivlet holdbarheden i det koncept vi spiller efter, og som jo altså i sidste sæson indbragte os en 2 plads i divisionen. Årsagen til vores nederlag havde rødder helt andre steder.

For at finde en løsning må man jo først identificere årsagen, som forenklet  kan deles op i to kategorier:

Forhold der har betydelig indvirkning, men som ikke kan ændres. Vi har i en meget lang periode været ramt af usandsynlig mange skader på centrale pladser, hvor folk nærmest har afløst hinanden på skadeslisten. Sammenholdt med sygdom, ferie osv. har det bevirket at vi ganske enkelt har haft for mange afbud til kampe, til at kunne opretholde et højt niveau. Faktum er at ikke én eneste spiller har været med i alle 22 kampe, hvor vi til sammenligning sidste sæson nærmest kunne stille med samme trup i alle kampe.

Forhold som vi selv har indflydelse på. Vores omfattende statistik er en uvurderlig faktor når spillet på banen skal analyseres, og uden at gå i detaljer viste den to primære årsager til vores manglende sejre. Det klart største problem i nedturs perioden lå i vores defensiv. Forsvaret kunne kun holde niveau i ca. 15 minutter af kampene, og vores keeperes redningsprocenter var ganske enkelt for lave. Årsagen kunne tilbageføres til de mange skader og andre afbud, som betød at de skiftende konstellationer i midterforsvaret ikke blev sammentømret, og skabte en usikkerhed der spredte sig til vores målmænd. Vi måtte spille flere folk ind på pladserne i midterforsvaret, for ikke at være så sårbare overfor afbud. Det andet problem var vores scoringsprocenter og det ekstremt høje antal tekniske fejl. Problemet var i særdeleshed de helt frie skud, hvor vi fra alle positioner nærmest var skræmmende dårlige. En langt stører koncentration i skudafviklingen var nødvendig, og intensivt arbejde med sikkerhed i afleveringerne frem ad banen måtte prioteres. Den tredje og sidste årsag var ikke ført til protokols i statistikken. Det mentale aspekt var måske i virkeligheden den vigtigste årsag. I alt for mange kampe manglede vi viljen til at ville vinde. De sidste 10% procent i alt vi foretog os manglede, viljen til at arbejde stenhårdt i forsvaret i 60 minutter og tage tæskene i angrebet. At kaste sig efter de løse bolde og give sig fuldt ud i returløbet. Uden de 10% procent ville det blive nærmest umuligt at vende udviklingen.

Heldigvis have de tre andre bundhold heller ikke kunne samle mange point, og vi indtog stadig en 9 plads med 7 kampe tilbage af sæsonen på trods af 3 måneder uden point. Vendepunktet kom i Nakskov i en bundgyser hvor vi i den grad havde kniven for struben. Vi spillede ikke specielt prangende, men vi havde til gengæld de sidste 10% vilje. Vi lukkede af defensivt og den succes oplevelse med at komme tilbage til basis satte en snebold effekt i gang. Vi arbejdede os for hver uge fremad og nærmede os mere og mere det niveau vi startede sæsonen med. Viljen til at ville vinde havde vi nu med i hver kamp, en fornyet tro på egne evner og en spillemæssig klart stigende formkurve satte et godstog i gang, som ikke var til at standse og særligt bør nævnes at vi som det eneste hold i sæsonen vinder i Holbæk.

Med den lange stime af sejre kravler vi op gennem rækken, og med 2 point i den sidste kamp på udebane over Lammefjorden sikre vi os akkurat en plads i divisionens bedste halvdel. Isoleret set er 6 pladsen absolut godkendt, og bliver noteret som herreholdets 3 bedste resultat nogensinde. Taget i betragtning af de mange udfordringer og lidelser vi har oplevet gennem året, kommer vi flot ud på den anden side, og opbakningen og troen på konceptet viste sig heldigvis i den sidste ende at være fornuftigt denne gang.

Jeg hæfter mig i særdeleshed ved at vi viser stor styrke i den sidste tredjedel af sæsonen, hvor tegningen til at vi fremover kan være en del af toppen i divisionen igen er synlig.

Målsætningen er at vi hele tiden skal blive bedre, og denne sæson har med al tydelighed givet os en masse viden om, hvor vi skal lægge ekstra fokus for at løfte vores niveau.

Til slut en tak til alle dem der igennem året har fulgt med i mine ubehjælpsomme forsøg på at gengive vores bedrifter, og jeg håber at i alle får en fantastisk sommer.

Kasper Johnbeck