3 Division Herrer: To ekstremt vigtige point sikret i Rødby efter drama.

Rødby – HVI Himmelev

Efter vi sidste weekend sagde god tur til Johannes og Philip, som har fået en af de der ”jeg skal da lige rejse 3 måneder i håndbold sæsonen” ungdoms ideer, må vi sige at vores i forvejen smalle trup for alvor er presset i resten af sæsonen. Med yderligere et afbud til dagens kamp, var udsigten at jeg havde 6 markspillere og altså ingen udskiftere på andet end målmandsposten, til dagens nøglekamp i Rødby.

Heldigvis har vi et par old boys spillere som gerne vil hjælpe i det omfang det lader sig gøre, og således med to nye navne på holdkortet drog vi 10 mand på tur til Lolland.

Den mildest talt meget sparsomme spillertrup der er til rådighed resten af sæsonen, har naturligvis også med en portion realisme ændret vores øjne i retning nedad, i stedet for opad i tabellen. Derfor var kampen i dag mod Rødby, som frister en tilværelse i bunden af rækken, udset til en af fire nøglekampe mod de tre hold vi skal holde under os når sæsonen engang er færdig spillet.

Det starter nu ikke alt for godt, da vi kommer bagud 3-1 og efter 15 minutter med 7-3. Vi laver alt for mange fejl i det fremadrettet spil, og forsvaret har det svært overfor et par godt skydende Rødby spillere, som vi ikke får tacklet nok af på. Hvis ikke Chrisander i målet ikke allerede i kampens indledning havde haft mange 100% redninger, kunne det endog have set endnu værre ud.

Vi er nødsaget til at lave lidt utraditionelle ændringer i vores forsvar, som heldigvis øjeblikkeligt giver pote. Vi får lukket væsentligt bedre af defensivt, og med nogle kontra scoringer og generelt langt bedre afslutninger, vinder vi det sidste kvarter af halvlegen med 3-8. Det er derfor med optimisme vi går til pause foran 10-11.

Udover at få tiltrængt luft i lungerne i pausen, bruger vi mest tiden på vores angrebsspil. Vi skal have højere niveau på de frie skud og samtidig angribe de lidt tungere Rødby spillere mere direkte. Flere tacklinger og stor vilje står også højt på agendaen for 2 halvleg.

Vi starter som vi sluttede, og med 3 hurtige scoringer har vi skabt et dejligt 4 måls forspring. Vi laver dog gennemgående for mange tekniske fejl, uagtet om nogle af dem også er der i virkeligheden… giver det hjemmeholdet mulighed for at komme tilbage i kampen. Langsomt bliver vores føring spist, og med 7 minutter tilbage er kampen helt lige ved 18-18. Vi får dog igen skabt momentum, og foran 20-22 med 3 minutter tilbage af opgøret er det en situation vi plejer at have køligheden til at kører hjem. Til trods for gode erfaringer når modstanderen går frem i hel bane pres, lader vi os stresse og Rødby udligner til 22-22 med 1 minut tilbage af kampen. Så skruer vi op for koncentrationen, og med en fornuftig løsning  spiller vi Lasse Vestergaard fri på venstre fløj, der iskoldt score da hal uret viser 29:35 og det ene point er i hvert fald som minimum hjemme. Vi udviser stor taktisk forståelse i det sidste forsvars pas, hvor vi effektivt får lavet de frikast der er nødvendige for at tiden løber ud for hjemmeholdet, som aldrig når at komme til en fornuftig scorings chance. Vi kan lettet glæde os over en sejr, der altså ender med mindst mulig marginal.

Som sagt var det to meget vigtige point, både for stillingen i rækken hvor vi nu for en stund har lagt fornuftig afstand til de tre nederste pladser, men også for selvopfattelsen da vi lidt trykket gik ind til dagens opgør med nederlag i de seneste 2 kampe.

Jeg plejer ikke at fremhæve spillere, men jeg må rose Rune Jacobi for en god debut, og Rasmus Chrisander i målet for ganske enkelt at være kamp afgørende i dag.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Lasse Vestergaard 6 (3), Alexander Glass 6 (1), Rune Jacobi 6, Morten Jensen 2, Rasmus Jensen 1, Tobias Kjær 1, Jonas Olsen 1.

Rasmus Chrisander:  Redninger 23 / Mål 22 = Redningsprocent på 51

Simon Guldager:  Redninger 0  / Mål 0 = Redningsprocent n/a