4 point til u14drenge på klubdag

Hold 1 skulle på klubdagen møde TMS Ringsted 2, og havde med to revancher til gode masser at spille for, hvilket også lyste ud af alle mand, nu måtte det gå vores vej. Første runde var endt med en uafgjort i Ringsted, og i sidste spillerunde smed vi begge point i det sidste minut mod Svend Gønge.

Vi kommer nogenlunde fra start, og begge hold følges af de første 10-15 min. Men endnu en gang viser vi forskellen på os og de andre hold, for så snart begge hold begynder at skifte ud, ses den bredde vi besidder med det samme. Og vi kan derfor gå til pause med en føring på 4-5 mål.
Anden halvleg bliver aldrig rigtig spændende. Mads Mollerup fik med et godt indhop en fin debut i 2. division.
Desværre slutter vi ikke halvlegen ret godt af, og de sidste 10 minutters tid bliver ren mål-deling mellem de to hold, hvor vi fik muligheden for at spare et par halvskadede spillere.
Kampen ender 26-17 og vi fik dermed lagt afstand til bunden, og bider os stadig på til de øverste to pladser i puljen.
Stor ros til alle holdets 4 fløje i kampen. Meget stor træfsikkerhed, og dejligt at se hvordan vores fløje tager større del i spillet end tidligere.
Hold 2 havde også en revanche til gode mod Greve, hvor vi i første spillerunde fik en lille lektion i hopskud meget meget langt ude fra.
Heldigvis har dette hold udviklet sig rigtig meget, både trænings mæssigt, taktisk og mentalt over de seneste måneder, hvilket skulle vise sig at give pote til slut i kampen.
Begge hold følges ad nærmest fra start til slut, hvor en føring på 2 mål eller mere var en sjældenhed.
En køn kamp blev det heller ikke denne gang. Greve var med et par dygtige skytter rigtig gode skydende langt ude fra, og vi havde igen problemer med at komme helt frem og lukke af for dem. I den anden ende har vi rigtig mange gode enkeltpræstationer, hvor jeg især vil fremhæve Rune og Tobias N som begge laver rigtig mange fine ting i angrebsspillet, og som gang på gang kunne lukrere af, at have dygtige spillere på stregen som de kunne lave indspil til.
Til sidst tyder alt på en Greve sejr, da de til allersidst bringer sig foran 19-20. Men med 40 sekunder igen opsnapper vi bolden og løber hurtigt ned og får et mål. Desværre for Greve smider de til sidst bolden væk, og vi løber ned og får et hjørnekast med 5 sekunder igen. Oliver opfatter hurtigt at Bille er løbet ind på stregen, Bille får bolden og skyder bolden i mål med 1 sekund igen til 21-20.
En fantastisk slutning, og en super flot sejr til hold 2, der nu indtager fjerdepladsen i puljen, med gode muligheder for at slutte fra 2-4.
Drengene og deres trænere takker ydmygt for en super klubdag, hvor vi alle fik bekræftet hvorfor det er så sjovt at gå til håndbold.
Andreas Svendsen og Simon Guldager