Damer 3 Division: Flot 2.halvleg sikrede sejr over Brøndby.

 HVI Himmelev – Brøndby

Det var ikke mange tilskuere der var mødt frem i går aftes i Himmelev hallen, men de få der var, fik fuld valuta for den gratis entré. Klubbens 3 divisions damer mødte Brøndby der med en sejr ville spille sig på rækkens førsteplads, og sikkert var det at vi skulle ramme tæt på top niveau for at tage point. Det blev en kamp med til tider flot håndbold, masser af energi og ikke mindst et tæt og intenst opgør.

Holdene følges ad hele første halvleg,  hvor gæsterne fornuftigt straffer vores personlige fejl og manglende kommunikation i forsvaret, og hvor vi angrebsmæssigt i perioder lader os stresse af Brøndbys meget offensive forsvar, med hele 10 tekniske fejl til følge alene i de første 30 min. Når vi til gengæld følger game-planen og holder hovederne kolde, har fart i fødderne og en god portion tålmodighed i angrebsspillet, har vi ikke problemer med at spille os til frie afslutninger.

Efter 15 min. er stillingen 6-6, og det tætte parløb holder til pausen hvor måltavlen viser en marginal føring til gæsterne på 11-12. Vi har fulgt et af de formode tophold helt til dørs de første 30 min. men alligevel sidder der en følelse af at vi kan gøre det en del bedre i begge ender af banen. Fejlene og løsninger på den defensive opgave præciseres, og faktum er at point kommer kun vores vej hvis vi i anden halvleg lukker en del færre mål ind, end de 12 vi har gjort de første 30 min. Dertil skal vi bevare roen og spille de simple, men effektive modtræk vi har mod gæsternes offensive forsvar.

Budskaberne blev i den grad bragt med ind på banen fra anden halvlegs start. Efter 15 min. har vi holdt gæsterne nede på blot 3 scoringer, og kampen er igen helt lige ved 15-15. Hvor vi selv har haft problemer med at sætte boldene i mål, får vi nu mere gang i scoringerne. Vi har sat os i førersædet med 19-18 da der mangler 8 min. og med koncentreret og effektivt angrebsspil, samtidig med vi fortsat arbejder sten hårdt i forsvaret, score vi kampens tre næste mål. Det skulle være en afgørelse da vi er foran med 22-18, og der kun restere 5 min. af kampen.

Om der går nerver i tingene er svært at blive klog på, men faktum er at vi med nogle tekniske fejl og dumme udvisninger er overordentlig tæt på at lukke gæsterne tilbage i kampen. Med to hurtige Brøndby scoringer på mindre end 2 min. lugter gæsterne blod ved 22-20 mod et Himmelev mandskab der virker en smule rystet.  Heldigvis melder Maria i målet sig afgørende ind i kampen, da hun finder en 100% redning frem og afværger endnu en Brøndby reducering. Men da gæsterne i deres efterfølgende angreb med 1 min. tilbage får tilkendt straffe, ligner det at vi er ved at smide det ene point. Maria reder heldigvis også straffekastet, og lukker derved definitivt kampen til vores fordel. Vi scorer selv opgørets sidste mål i vores næste angreb, og sejren ender derved med at lyde på 23-20.

Dagens kamp er uden tvivl vores hidtil bedste i denne sæson, ikke mindst fordi vi kommer med præcis den vilje og energi der skal til, hvis man skal tage point som oprykker.  Jeg hæfter mig specielt ved en super flot anden halvleg, hvor vi defensivt i det meste af halvlegen virkelig rammer niveau, og altså holder Brøndby nede på blot 8 scoringer. Angrebsmæssigt en halvleg som med kun 5 tekniske fejl og generelt flere fornuftige vurderinger, er stærkt medvirkende til at de 2 point bliver i Himmelev.

Kampen mod Brøndby viser at når vi fighter, kæmper, holder aftaler og tænker håndbold ja så kan vi overraske selv mod holdene i top 6. Jeg skrev i mit sidste indlæg at denne tre-kamps uge kunne byde på vigtige bonus point, og de kom jo altså allerede i ugens første kamp. I morgen torsdag står den så på pokal opgør i Hedehusene, inden vi på søndag jagter den tredje sejr på stribe, når vi på udebane møder 2 divisions reserverne fra Rødovre. Vi kommer i hvert fald med både en styrket tro på egne evner, men ikke mindst visheden om hvad vi skal yde for at få succes.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Cecilie Astrup 9(2), Trine Rix 4, Ola Bortnowska 4, Louise Månsson 3, Annika Andersen 2(1), Tanja Lyhne 1.

Maria Kristensen: Redninger  10(2) / Mål imod 20(6) = Redningsprocent  33%