Damer 3 Division: Fremgang mod HØJ, men ikke nok til point.

HVI Himmelev – HØJ

Vi skulle i aftens hjemme kamp mod HØJ, i første omgang løfte os på specielt ét punkt  i forhold til åbningskampen på Frederiksberg i søndags.  Energi og vilje var kodeordet, og så måtte det håndbold tekniske blive båret frem derfra.

Vi får en god start på kampen, hvor gæsternes optimistiske 3-3 forsvar ikke volder os problemer, og lynhurtigt er vi foran 2-0. Ærgerligt nok vælger vores modstander så at stille sig tilbage i et fladt 6-0 forsvar, og det desværre med stor succes. Med 4 mål i træk tager de teten, og midtvejs i halvlegen er vi bagud 4-7. Kampen er mere lige i halvlegens slutning, hvor vi scorer lidt hyppigere og derved hænger på gæsterne. Alligevel udbygger HØJ føringen marginalt, og da vi går til pause står der 10-14 på måltavlen.

Målsætningen om at der skulle bringes mere gejst og vilje ind på banen lykkedes. Vi kæmper væsentligt mere for tingene, men i anden halvleg skal vores afslutninger ramme et væsentligt højere niveau, og så skal der lukkes af i defensiven hvis gæsternes 4 måls føring skal hentes.

Starten på anden halvleg ser bedre ud. Vi står godt i defensiven, og selvom vi stadig brænder alt for mange afslutninger, spiser vi de første 15 min. to mål af HØJ´s føring, og er nu kun bagud 16-18. Der er altså lys forude, og troen på point styrkes da vi kommer i overtal. En gylden mulighed for at vinde overtallet 2-0, komme på uafgjort og derved  flytte det afgørende momentum over på vores side. Desværre går det stik modsat, da vi taber overtals perioden med 0-1 og derved får en mavepuster og er nede med 3 mål. I kampens sidste kvarter formår vi kun at lave 3 mål, og HØJ trækker fra i sikker stil. Det ender med en ude sejr på 19-25.

Selvom der var tydelig fremgang at spore, er vi altså stadig et stykke vej for at kunne tage point. Vi er tvunget til at gøre det bedre i defensiven, hvor vi de første kampe har lukket 26 mål ind i snit, og så er det et krav at vi generelt skal være væsentlig farligere i angrebet, hvor flere skal byde ind, og hvor kvaliteten af vores afslutninger skal forbedres markant.

Vi arbejder målrettet videre, og med en tilgang til at VILLE blive bedre, sammen med den fremgang der trods alt var i dag, skal pointene nok komme.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Cecilie Astrup 5, Trine Rix 4, Cecilie Gustavsen 4, Ola Bortnowska 2, Trine Lose 1, Louise Månsson 1, Tanja Lyhne 1, Annika Andersen 1 (1).

Maria Kristensen: Redninger  10 (3) / Mål imod 25 = Redningsprocent  29