Damer 3 Division: Udbrud af Prolixus Damnum Auditus i Ringsted

TMS Ringsted – HVI Himmelev

Overskriften til dette indlæg dækker over en konduktiv hørenedsættelse, som indtræffer når der er hindringer eller defekter i det ydre øre eller mellemøret. Som en konsekvens kan lydbølgerne ikke overføres effektivt til det indre øre og videre til hjernen. En sådan tilstand, eller noget tilsvarende, blev meget dyr i torsdagens kamp mod 1 Divisions reserverne fra TMS Ringsted.

Indledningsvis formår vi at være med i kampen, og efter 10 min. er det faktisk os som er i teten med 4-5. Vi havde før kampen kraftigt pointeret at modstandernes 2m høje målmand var yderst fornuftig på skud fra hoften og op, men i bunden af målet får hun ikke fat i meget. Men tilsyneladende var der et kollektivt udbrud af Prolixus Damnum Auditus i omklædningsrummet inden kamp-start, for hele halvlegen afslutter vi konsekvent i den øverste halvdel af målet. Det har dramatiske følger, da vi de sidste 20 min. af første halvleg ikke score ét eneste mål….

Af de 20.. afslutninger vi brænder i første halvleg, omsætter TMS ca. halvdelen til kontramål, så kort sagt er det dobbelt op på skidt. De 5 der står ud for os på måltavlen flytter sig ikke, men dommerbordet har travlt med at trykke hjemmeholdets scoringer ind. Eneste positive er at de gange vi når at komme ned og etablere os i forsvaret, har vi egentlig meget godt styr på hjemmeholdet. Det er dog en ringe trøst, og med en scoringsprocent på 20%, 12 tekniske fejl og bagud 16-5 går vi lettere nedtrykte til pause.

Vi bliver enige om at re-starte hjernerne, og komme ind til de sidste 30 min. med fornyet kamp-gejst selvom vi er håbløst bagud. For at det ikke skal udvikle sig en pinlig affære, skal vi op på et langt højere koncentrations niveau, og ikke mindst holde os til den game plan vi havde inden kampen blev fløjtet i gang.

Anden halvleg bliver en hel del mere positiv end den første. Defensivt er vi stadig ikke i nærheden af noget der ligner niveau, men angrebsmæssigt og ikke mindst i vores afslutninger, kommer vi langt bedre med i kampen. Ikke at vi på nogen måde mindsker TMS føringen, men vi holder trit i en lige anden halvleg som vi taber med 14-13. Det ender altså med et 30-18 nederlag, og på dage hvor vi defensivt ikke er aggressive, ender med en scoringsprocent på 33% og laver 20 tekniske fejl er det åbenlyst at vi ikke skal have point.!! Det skal siges at TMS stiller med et meget fornuftigt hold til denne kamp, og de udnytter i den grad at vi giver dem meget nemme betingelser.

Vi har to kampe tilbage inden julepausen, mod hold hvor vi realistisk kan hente point, men det vil kræve at vi på alle parametre løfter os fra det bund niveau vi ramte torsdag aften i Ringsted. Vi har flere gange i sæsonen vist at vi kan spille godt, seværdigt og effektivt håndbold, og jeg håber at pendulet svinger over til den side når vi lørdag d.3 december møder Løve-Høng hjemme i Himmelev.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Cecilie Astrup 6(1), Trine Lose 5, Louise Månsson 3, Trine Rix 2, Tanja Lyhne 1, Annika Andersen 1.

Maria Kristensen: Redninger  12 / Mål imod 30 = Redningsprocent  29%