Herrer 3 Division: 27 mål ikke nok til point mod Korsør.

HVI Himmelev – Korsør

Tirsdag aften stod den på bundkamp hjemme i Himmelev, hvor 1. divisions reserverne fra Korsør kom på besøg. Gæsterne havde inden opgøret samlet 10 point sammen mod vores 7 af slagsen, og vi kunne med en sejr tage et vigtigt skridt mod redning, og samtidig få fedtet Korsør ind i nedryknings sumpen.

Korsør ligger bedst fra land, og midtvejs i halvlegen er vi bagud med 6-8. Det bliver hurtigt tydeligt at gæsterne har taget et par spillere med fra hold1 som vi har svært ved at styre, og vi bliver tvunget til at fjerne først én og sidenhen begge to i resten af kampen.

Det er et lige opgør hvor begge angreb ikke har problemer med at lave mål, men hvor vi hele tiden er ét skridt efter gæsterne uden dog på noget tidspunkt at blive hægtet af. Med 7 min. tilbage af halvlegen er vi nede med 10-11, men afstanden bliver øget til to mål da gæsterne på en dum fejl fra vores side score i halvlegens sidste sekund, og vi må gå til pause bagud med  13-15.

Vores spil fremad banen har fungeret tilfredsstillende, og selvom vi ikke har været prangende og brændt for meget, er 13 scoringer godkendt. Problemet er som i mange af de foregående kampe at finde i defensiven, og hvis vi skal have point med fra dagens kamp kræver det, at vi har færre personlige fejl og holder gæsterne væsentligt under de 15 mål vi lukkede ind de første 30 minutter.

Vi får en dårlig start på anden halvleg hvor vi ikke virker klar, og Korsør dobler de første minutter op på føringen til 4 mål. Vi får stoppet gæsternes stormløb ved 15-19 og midtvejs i halvlegen er vi nede med 18-21. Vi formår ikke at hente ind på Korsørs føring som bliver ved at hedde 3-4 mål, således også ved stillingen 22-26 med 7 minutter tilbage af kampen. Det begynder for alvor at se svært ud.

Vi reducere til 23-26 men bliver i det følgende forsvarspas ramt af en udvisning og alt ligger nu i Korsørs hænder for at lukke kampen. Vores udvisning bliver dog paradoksalt nok starten på et comeback, da vi i kraft af et par store redninger i målet og satsning i kontrafasen på fantastisk vis vinder undertals perioden med 2-0. Med små 4 minutter tilbage af opgøret er vi altså igen helt tæt på gæsterne ved 25-26.

De næste par angreb score begge hold og det hedder således både 26-27 og 27-28 i gæsternes favør. Korsør har nu igen muligheden for at lukke kampen, men det forhindre vi effektivt og med blot 15 sekunder  tilbage af opgøret er bolden på Himmelev hænder og vi spiller et sidste angreb for det ene point. Muligheden kommer 2 sekunder før tid hvor vi er alene med gæsternes keeper, men desværre bliver afslutningen brændt, og det er et meget skuffet hjemmehold der må se et 27-28 nederlag i øjnene.

Set objektivt over hele kampen er det vel fair nok at Korsør trækker det længste strå, da vi på intet tidspunkt i de 60 minutter er foran. Alligevel er det hamrende ærgerligt og irriterende at vi for anden gang efter jul (nederlag til Stjernen på ligeledes 27-28) ikke i de sidste og afgørende minutter af kampene er skarpe nok.

Det ene mål for point, eller to mål der ville have givet sejren kan findes rigtig mange steder. Det handler nu ikke om de skal findes angrebsmæssigt hvor 27 scoringer skal være nok til at vinde kampe, og vi må endnu engang tilskrive defensiven for at det ikke bliver til point. Vi har efter jul spillet fire turneringskampe og har lukket 28, 28, 30 og 28 mål ind…det viser tydeligt hvor vi skal gøre en markant bedre indsats i de resterende syv kampe der er tilbage, for at overlevelsen kan realiseres.

Første chance for at gøre det bedre kommer allerede i morgen torsdag, hvor vi skal spille en dødskamp på udebane i Rødby. Begge hold er registreret for 7 point, og deler sidste pladsen i divisionen. Taberen af kampen vil stå med hårde odds for at blive i rækken, hvor vinderen får kontakt til holdene lige over. En kamp der derfor SKAL vindes, og hvor vi skal komme med ild i øjnene for at lykkes. Spændende bliver det uden tvivl.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Tobias Kjær 6(1), Jonas Olsen 5(1), Johannes Otto 4, Emil Svoldgaard 3, Philip Aagaard 3, Rune Preisler 2, Lasse Vestergaard 2, Rasmus Jensen 1, Niclas Larsen 1.

Simon Guldager:  Redninger 8(1)  / Mål imod 13 = Redningsprocent på 38

Rasmus Chrisander: Redninger 9(1) / Mål imod 15(1) = Redningsprocent på 38