Herrer 3 Division: Én god og én skidt halvleg var ikke nok til at slå HØJ.

HVI Himmelev – HØJ

Lørdag eftermiddag tog vi imod 1 Div. reserverne fra HØJ, der ligesom os selv frister en tilværelse i den nederste halvdel af rækken. HØJ stillede til dagens kamp med et yderst fornuftigt hold, og vi skulle med sikkerhed levere en præstation over gennemsnittet for at hive en sejr.

Vi har i denne sæson generelt haft store vanskeligheder i vores defensiv, og fokusområdet til dagens kamp var langt hårdere og mere kontant arbejde i den del af spillet. Og det så faktisk ud til at niveauet blev hævet betydeligt. I hvert fald var der langt mellem scoringerne i kampens første halvdel.

Efter 15 min. er vi foran 5-4 og både forsvaret og Rasmus i målet har vist særdeles gode takter. Resten af halvlegen holder vi gæsterne fra de helt oplagte scorings muligheder, og hvis det ikke havde været for vores alt for mange oplagte chancer som bliver brændt i vores angrebsspil, havde vi kunne trække fra gæsterne frem mod pausen. Efter den mest mål fattige halvleg indtil videre i sæsonen, kan vi dog gå til pause med 8-8 på måltavlen.

Stor ros til det defensive, og den arbejdsindsats skal vi naturligvis holde ved de sidste 30 min. Vi taler lidt om muligheder og afslutnings mønstre, for i den ende af banen skal vi blive langt mere kyniske for at vinde kampen. Så med god tro på tingene går vi ind til anden halvleg.

Desværre er det gæsterne som får den klart bedste start på anden halvleg, hvor de med stor effektivitet i kontrafasen straffer at vores afslutninger i angrebet stadig ikke er skarpe nok. De første 7 min. af halvlegen må vi se gæsterne trække fra 8-8 til 9-13. Det fire måls forspring henter vi aldrig igen, og HØJ´s føring svinger mellem 3-6 mål gennem resten af kampen, hvor vi aldrig kommer tæt på at skabe spænding om resultatet. Vores forsvars spil falder i niveau fra det vi præsterede i første halvleg, men udslagsgivende bliver det at gæsterne score 7 kontra mål i de sidste 30 min. Det ender med et 18-24 nederlag, og baseret på kampens anden halvleg kan vi ikke tage noget fra gæsternes sejr.

Det bliver en kamp hvor vi aldrig rigtig formår at sætte os igennem angrebsmæssigt, men også en kamp hvor det defensive arbejde i de første 30 min. skaber håb og tro på lysere tider.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Alexander Glass 5, Jonas Olsen 3, Rasmus Jensen 3, Johannes Otto 2, , Tero Lepola 1, Lasse Vestergaard 1, Niclas Larsen 1, Emil Svoldgaard 1,Tobias Kjær 1(1).

Rasmus Chrisander:  Redninger 8 / Mål imod 17(2) = Redningsprocent på 32%

Frederik Saabye: Redninger 1 / Mål imod 7 = Redningsprocent på 13%