Herrer 3 Division: Fantastiske 15 min. sikre sæsonens første sejr.

HVI Himmelev – Rødby

Lørdag skulle vi for sjette gang på jagt efter point, og da de fem første er endt med lutter nederlag, var det et endog meget presset Himmelev mandskab der løb på banen til dagens hjemmekamp mod Rødby.

Rødby er også at finde i den tunge ende af divisionen, og altså potentielt et af de tre hold vi skal have under os ved sæson afslutning. Vi ville med et nederlag i dagens kamp være 6 point efter gæsterne, noget som i den givne situation bedst kunne betegnes som en direkte katastrofe.

Fiasko var derfor ikke en option, og de to point skulle hentes ved at holde gæsterne nede på ca.20 mål, til forskel for de første 5 kampe hvor vi har lukket 30 mål ind i snit. Al energi og vilje skulle altså komme til udtryk i en aggressiv og koncentreret defensiv indsats.

Kampens enorme betydning, lader dog ikke til at have slået igennem på vores præstation i starten af opgøret. Efter 7 min. er Rødby foran med 1-4, og hverken i spillet fremad banen eller i det defensive arbejde, ser det ud til vi skal bryde tendensen og den onde cirkel fra de tidligere fem kampe.

Men så begynder tingene at vende. Rasmus i målet finder store redninger frem på frie Rødby chancer, og det sætter os i gang. Vi får kontrafasen med, der kommer mere flow i vores angrebs spil og i forsvaret begynder vi at hænge en smule bedre sammen. Langsomt henter vi det aldrende Rødby hold, og efter 22 min. kommer vi for første gang foran ved 8-7.

Ved stillingen 9-9 kommer vi i overtal for første gang i kampen, og den periode udnytter vi optimalt med 3-0 og bringer os foran med 12-9. Med 5 min. tilbage af halvlegen og os med klart momentum, har vi alle muligheder for at nærmest lukke kampen til pausen. I stedet får vi et kollektivt black-out, og med 4 Rødby scoringer i træk får vi en kold spand vand i hovedet, og må gå til pause bagud 12-13.

Opsangen i pausen var stort set den samme som oplægget inden kampen. Forsvar..!!..Gæsterne har lavet 13 mål, og hvis det gentager sig de sidste 30 min. ender vi med endnu et nederlag. Vi SKAL lukke af defensivt, sætte mere tryk på kontrafasen og spille væsentligt mere direkte angrebsspil.

I starten af anden halvleg bytter vi mål, og Rødby er i front med 15-16 efter 8 min. Igen er det Rasmus i målet der med storspil giver os momentum, og efter 15 min. er vi ovenpå ved 19-18 og herfra ser vi os ikke tilbage. Forsvaret har nogle gode aktioner, Rasmus slår brædder på målet og Rødby bliver kørt over det sidste kvarter som vi vinder med 10-3. Da dommerne fløjter af og røgen har lagt sig, kan vi med et lettelsen suk konstatere at sæsonens første sejr er kommet i hus, med det der ender med at blive en komfortabel 29-21 sejr.

Spillet i dag var ikke prangende, og specielt defensivt har vi endnu engang i lange perioder store problemer. I dag betyder det dog mindre da det absolut vigtigste var at slette nullet i tabellen, og mod et af de hold hvor det virkelig tæller. Rasmus i målet har stor andel i sejren, sammen med et sidste kvarter af kampen hvor vi er meget effektive angrebsmæssigt. Det er ydermere en positiv ting at vi mentalt ikke knækker ved den dårlige afslutning på første halvleg, og viser en styrke og vilje vi skal tage med videre.

De to næste kampe mod de andre bundhold fra fynske Tved på udebane og hjemme mod Køge, bliver mindst ligeså vigtige som dagens kamp. Kravet er det samme, nemlig to sejre hvis den øjeblikkelige status som nedrykker skal ændres i tabellen. Troen på en lysere fremtid fik dog et stort spark i den rigtige retning i dag.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Johannes Otto 6, Rasmus Jensen 6(1), Alexander Glass 5, Jonas Olsen 5, Lasse Vestergaard 3, Tero Lepola 2, Tobias Kjær 2.

Rasmus Chrisander:  Redninger 19 / Mål imod 21(1) = Redningsprocent på 48%