Herrer 3 Division: Ryggen mod muren efter endnu et drama i bundkamp.

Rødby – HVI Himmelev

Torsdag aften stod den på regulært bundopgør i Rødbyhavn sportshal, da hjemmeholdet og os selv indtager divisionens to sidste placeringer med hver 7 point. Der var derfor lagt op til et drabeligt slag, hvor det ville se sort ud for taberen at overleve, men hvor vinderen ville få kontakt med holdene ovenover.

Vi kommer bedst fra start, og via 2-5 og midtvejs i halvlegen 5-8 er det klart os der er i førersædet. Vi har altså længe haft en tre måls føring uden at kunne udbygge den yderligere og afgørende, og dette skulle vise sig at blive et gennemgående problem kampen igennem.

Halvlegens sidste 15 minutter går uden de store udsving, og vi holder os hele veje i teten i kraft af fornuftigt angrebsspil. Da de 30 minutter er gået viser måltavlen en Himmelev føring på 13-15, og det er med delt optimisme og  bekymring at vi går til omklædningsrummet.

Optimismen har grund i at med 15 scorede mål er der ikke så meget at være utilfreds med rent angrebsmæssigt. Bekymringen bunder i at de 15 mål burde have været nok til en solid føring, men som jo desværre ikke er tilfældet da vi som sædvanligt har lukket alt for mange mål ind i egen ende. Det til trods for at Simon faktisk har stået en fin halvleg mellem stængerne. For at kunne vinde kampen skal forsvarsindsatsen og ikke mindst returløbet på et højere niveau de sidste 30 minutter, og så skal vi holde koncentrationen og være skarpe i de perioder der kommer for at trække afgørende fra Rødby holdet.  Noget vi ikke var gode nok til i første halvleg.

Vi holder forspringet på de to mål efter 7 minutter ved 15-17 og midtvejs i halvlegen ved 19-21. Vi har altså endnu engang ikke kunne ligge den afgørende afstand til hjemmeholdet, for hver gang vi kommer foran med 2 mål, går der ikke længe før stillingen på tavlen er lige. Det er den også da der mangler godt 7 minutter af opgøret ved 23-23 og der er lagt op til en dramatisk afslutning, hvilket det så sandelig også bliver.

Med blot 2 minutter tilbage er vi foran 25-26 og i boldbesiddelse. Desværre bliver der dømt en teknisk fejl på os, og efterfølgende får vi en udvisning for usportslig optræden. Her kan tilskuerne i Rødbyhavn sportshal  måske ane en snert af utilfredshed på Himmelev bænken, hvor vi nok føler at vi bliver en smule bortdømt. Faktum er at vi altså må spille resten af kampen i undertal, men dog en snæver ét måls føring at trække på. Den bliver dog hurtigt indhentet, da Rødby udligner til 26-26 i det efterfølgende angreb. Vi brænder herefter en fornuftig mulighed, og Rødby spiller igen et sikkert overtal hvor de for første gang i kampen bringer sig foran med 30 sekunder tilbage. Nede med 27-26 og i undertal er det svære odds før det sidste angreb som skal sikre os det ene point. Med blot 5 sekunder tilbage får vi på trods af undertal spillet os til en stor chance, som Rasmus Jensen heldigvis sikkert omsætter til kampens slut resultat 27-27.

Ingen af holdene kan være tilfredse med det ene point i sekunderne efter kampen. Rødby fordi de smider sejren væk i sidste sekund, og os fordi vi fører i 58 minutter og flere gange har muligheden for definitivt at lukke kampen uden at gøre det.

På negativ siden står at vi endnu engang taber kampen i defensiven, hvor vi altså lukker 27 mål ind. Det faktum at vi for en sjælden gangs skyld taber kontra kampen, og det med hele 7-13…er nok den væsentligste årsag til det ikke bliver til mere end det ene point i dagens kamp. Dommerne bliver måske lidt ensidige i kampens afslutning, og generelt er det flot at Rødby kan spille en så intens kamp uden at få én eneste udvisning mod vores 4 af slagsen. Vi kan dog ikke sætte skylden på andre end os selv for det ene mistede point, da vi ganske enkelt ikke var gode nok til at lukke kampen inden de afgørende minutter hvor vi ikke kan regne med hjælp af nogen art.

På positiv siden må vi erkende at det ene point trods alt, set ud fra de sidste minutter af opgøret, var det bedst mulige vi kunne opnå. Set i lyset af at vi de seneste kampe har tabt 27-28 til Stjernen og 27-28 til Korsør i tirsdags, må vi dog også glæde os over at det denne gang i en tæt kamp faktisk lykkes at få point.

Havde vi tabt gårsdagens kamp så det for alvor sort ud, men med det ene point har vi stadig en realistisk chance for overlevelse og ligeså vigtigt at vi selv kan afgøre det. Det kræver dog at vi får reduceret målene mod os betydeligt, og at vi derved henter i hvert fald tre sejre i de sidste seks kampe. Vi har indiskutabelt ryggen mod muren men opgaven er ikke umulig, og allerede næste kamp bliver afgørende når fynske Tved d.28 februar kommer på besøg i Himmelev hallen.

Kasper Johnbeck

Målscorer: Rasmus Jensen 5, Lasse Vestergaard 5, Jonas Olsen 5(1), Philip Aagaard 4, Johannes Otto 3, Emil Svoldgaard 3, Simon Engfred 2.

Simon Guldager:  Redninger 15  / Mål imod 26(3) = Redningsprocent på 37

Rasmus Chrisander: Redninger 0 / Mål imod 1(1) = Redningsprocent på 0