Tak for denne gang.

Tiden er rindet ud…

Med årets afslutningsfest vel overstået, er tiden også kommet til at aflevere nøglerne og lukke bogen ved at skrive mit sidste indlæg, som jo altså runder fire sæsoner af i HVI Himmelev. Og hvilke fire fantastiske sæsoner det har været.!!..Selv om drivkraften altid har været det sportslige, som heldigvis har været præget af langt flere op end ned ture, har det menneskelige aspekt og netop det at være sammen med alle jer dejlige, glade og fornuftige mennesker spillet en afgørende rolle for mit engagement.

På det sportslige plan har de fire sæsoner med herrerne budt på mange succeser, hvor de to præstationer som stikker ud må være 2. pladsen i rækken med oprykningsspil til 2 Div. og dernæst 5. runde kampen i Landspokal turneringen mod Håndbold Liga holdet fra Nordsjælland. Jeg er samlet set meget stolt ved det faktum, at vi i gennemsnit over de fire sæsoner er blevet nr.5 i divisionen og at ambitionen fra klubbens side om stabilisering i rækken, derved umiddelbart må siges at være indfriet.

Tiden med damerne kan sportsligt nok bedst betegnes som en to-årig succes raket. Det blev til en suveræn oprykning det første år fra kval-rækken, og med en overraskende 7. plads i debut sæsonen i 3 Div. har vi i min optik fået det absolut maksimale ud af de to år sammen. Jeg er både stolt og imponeret over hvor meget damerne har flyttet sig, og vi har lagt et utroligt stærkt fundament som jeg håber man i de kommende år vil bygge videre på.

Der skal lyde en tak til klubbens bestyrelse for at det administrativt har kørt på skinner alle årene, og for at der altid har været fuld opbakning til mine dispositioner.

Tak til alle dem der på ledelses siden har været med omkring holdene, ikke mindst til Mads og Pfeiffer der som assistent trænere på de to hold har løftet deres opgaver til fulde. Men også til Lars for damerne og de skiftende holdledere der har været på herreholdet, som med det praktiske og ikke mindst som statistikfører har ydet et vigtigt bidrag.

Tak til alle jer både internt og eksternt, der gennem mine referater har fulgt holdenes gøren og laden over årene, og jeg vil opfordre jer til i fremtiden at kigge forbi hallen og også følge holdene live.

Til sidst vil jeg i særdeleshed sige stor tak til alle mine spillere på begge sider, for alle de fantastiske oplevelser vi har haft sammen. Jeg ønsker jer alt det bedste i tiden der kommer, både inden og uden for stregerne.

Kasper Johnbeck

Nu tidligere cheftræner i HVI Himmelev