u10 drengene igang med to sejre

Så har undertegnet fundet ud af hvordan oplæg på siden fungerer og vil derfor forsøge og lave indlæg efter hver kamp.

U10 drengene er startet med to sejre ud af to mulige i det nye år. Begge kampe har lignet hinanden utrolig meget og er derfor begge også endt med to sikre sejre. Den første kamp var mod KHKS på udebane. Til denne kamp havde vi et par afbud fra folk der normalt er med, men dette gør ikke det store, da vi har en bred trup og derfor får andre bare chancen.

Kampen startede lidt sløvt fra vores side. Forsvaret står dårligt, KHKS spillerne får lov til og komme i høj fart og skyde ind under tremeteren hvor Jonas på kassen er chanceløs. I angrebet kører det heller ikke optimalt. Vores afslutninger sidder lige på målmanden og vi vil tingene lidt for hurtigt. Efter 10 min spil og vi er bagud med et par stykker begynder forsvaret og stå bedre, vi kommer frem og tackler så de bliver nød til at skyde langt udefra. Jonas får derfor flere redninger selvom der er et par svipsere ind i mellem. I angrebet kører det også bedre og vi får placeret bolden ude i siderne og derfor henter føringen til pausen.

I 2. halvleg skifter vi målmand så Bertram W tager målet og Jonas kommer ud i marken på venstre back. Dette viste sig at være et rigtig godt byt, Jonas hopper op i de to første angreb og banker bolden ind. Samtidig står forsvaret fortsat godt som gør at Bertram lukker af i en lang periode. Det er kun deres gode højre back der skaber os lidt problemer, hvilket dog er til at leve med da resten af KHKS’ spillere er lukket ned. Sejren er aldrig rigtig i fare og vi vinder 18-15. Sebastian havde en rigtig god dag i angrebet, hvor der blev løbet en masse gode overgange som gav mål og scorede to mål fra 0 grader (hvordan vides ikke).

 

Anden kamp i lørdags den 1/2 var et opgør mod Team Ramsø der havde tabt deres første kamp. Der sker det samme som i første kamp. Forsvaret står skidt de først 5-10 min, deres venstreback får nemt spil og skyder rigtig godt når han får lov til og afslutte inde ved straffepletten i tilløb. I angrebet skyder vi lige på deres målmand. Vi kommer igen længere frem efter 10 min spil, så Ramsø har meget svært ved og spille sig frem til noget, da der står 5 i grønne bluser og tackler dem hver gang de er nærmer sig målet. Vi har derfor en periode på omkring 10-15 min hvor vi holder dem nede på 1-3 scoringer. Angrebet får vi kørt nogle rigtig gode pres som får os til helt frie chancer. Samtidig kommer vi i god fart, når vi skal skyde udefra og vi fører derfor med 5 stykker med 5 min igen. Denne føring holder vi resten af kampen, selvom vi prøver lidt alternative opstillinger.

Samlet set er jeg tilfreds med de to kampe. Vi kommer til rigtig mange chancer i angrebet og forsvaret og målmanden står rigtig godt når vi møder modstanderne langt fremme. Til forskel fra mange hold vi har mødt, har vi ikke kun en eller to spillere der er farlige. Vi har altid 8-9 mand der har mod på at gå mod målet og som bidrager til angrebsspillet. Vi er derfor svære og dække op over for, hvilket gør at vi har scoret over 15 mål i hver kamp. Der er dog fortsat massere at arbejde med, da stadig kan blive skarpere i alle spillets facetter.

Jonas Olsen