Damer 3 Division: Pligtsejr over Faxe i sæsonens sidste kamp.

HVI Himmelev – Faxe

Sæsonens sidste kamp stod mod Divisionens absolutte bundprop fra Faxe, som med kun to point længe har været rykket ud af rækken. Selvom vi kun stillede med 8 spillere på holdkortet  var der ikke slækket på forventningerne, og vi havde gravet flere motivations faktorer frem.  Med en sejr ville vi sikre os 7. pladsen, mens et nederlag ville betyde en 8. plads. Derudover var det en fælles vigtig mission at slutte sæsonen af med en sejr, og til sidst ville et nederlag til rækkens dårligste hold værre nærmest pinligt.

Vi sætter os da også på kampen fra start, og kommer hurtigt i front med 3-1, en føring vi allerede midtvejs i halvlegen har udbygget til komfortable 7-2. Defensiven står som altid stærkt, og angrebsmæssigt har vi ingen problemer med at spille os til fornuftige muligheder, hvor kun for mange sløsede afslutninger er skyld i at føringen ikke er stører.

Med 7 min. tilbage af halvlegen er vi gået i stå angrebsmæssigt og de tekniske fejl har indfundet sig, men vi er trods alt foran med 10-6. Så bliver vi med få sekunders mellemrum ramt af to tvivlsomme udvisninger, hvilket giver Faxe en opblomstring . De vinder overtalsperioderne med 0-3, og da vi går til pause er det kun med en marginal 10-9 føring.

Forsvarsmæssigt har vi i det store hele gjort det rigtig fint, og lige bortset fra den dobbelte undertals periode altså holdt gæsterne på 6 scoringer. Angrebsmæssigt har det dog haltet gevaldigt, og vi tager endnu en gang både hvordan vi skal spille os frem til muligheder, og hvor vi skal afslutte på gæsternes keeper.

Vi starter anden halvleg lige så godt som den første, og bringer os hurtigt på 13-10, som efterfølgende igen udbygges til en fem måls føring ved 16-11. Så får vi endnu et angrebsmæssigt black out som varer i små 10 min. hvor Faxe med nogle reduceringer er ved at bringe en smule spænding tilbage i kampen. Med 7 min. tilbage er stillingen 16-14.

Så strammer vi op på koncentrationens niveauet, og sætter effektivt tingene på plads. Vi vinder kampens sidste 7 min. med 5-2 og helt udramatisk kan vi både som krævet og som forventet, runde sæsonen af med en fornuftig 21-16 sejr.

Lad mig bare slå fast, at det ikke var nogen hverken køn eller velspillet kamp. Dertil laver vi ganske simpelt for mange fejl, og holder slet ikke det samme høje niveau vi har vist de foregående 3 kampe. De korte perioder hvor vi spiller yderst fornuftigt, er dog nok til mod dagens modstander at sikre en fornuftig fem måls sejr. Endnu en gang må vi være glade for vores meget stærke defensiv, som altså holder gæsterne nede på blot 16 scoringer.

Selvom skønheds barometeret ikke slog ud på maks. indfriede vi målsætningen for dagen, og sluttede af med den sejr som på mange måder var vigtig for os.

Kasper Johnbeck

Målscorer:  Cecilie Astrup 6(1), Louise Månsson 5, Trine Lose 3, Fie Christiansen 3, Sille Peros 2, Trine Rix 2.

Maria Kristensen: Redninger  11 / Mål imod 16 (3) = Redningsprocent  41%